Ny kreativ direktør og nyt kreativt team til Saatchi

Den kreative direktør er en udnævnelse, mens det nye kreative team i efteråret gjorde sig bemærket med en meget kreativ jobansøgning.

To unge kreative fik i sidste halvdel af 2014 solid opmærksomhed på en meget kreativ jobansøgning. Rene Schultz og Casper Christensen lavede en minutiøs kopiering af Lürzers Archive, og målrettede det hver enkelt bureau. 17 ansøgninger blev til 15 samtaler - og et job på Umwelt. Bekendtskabet med Umwelt blev dog kort - nu er de i stedet flyttet til Saatchi & Saatchi. Det er sket samtidig med, at bureauet har udnævnt en ny kreativ direktør i Danmark. Bureauets øverste kreative, Jason Mendes, har fået det øverste kreative ansvar i Norden - Saatchi i København fungerer som en integreret del af Saatchi i Stockholm - og i forlængelse af det har man så udnævnt Regner Lotz som kreativ direktør i Danmark. Han vil referere til Jason Mendes og få kreativt ansvar for Toyota Danmark, Sportmaster samt Danmarks Radio.

Regner Lotz er uddannet på Reklameskolen samt Miami Ad School og har været rundt omkring forskellige job i udlandet samt en periode som free-lancer. Han har været hos Saatchi siden sommeren 2013. Rene Schultz og Casper Christensen blev uddannet i sommer fra DMJX. Rene Schultz har desuden en baggrund i filmindustrien, mens Casper Christensen har en baggrund i grafisk design. "De er et virkelig godt team, og de var vores første valg. Deres portfolio demonstrerer ikke bare store ideer - deres appetit på at skabe kombineret med deres opmærksomhed på detaljen gør dem til det bedste mulige valg i forhold til den rejse, vi er på," siger Regner Lotz. Fra Umwelt lyder der et held og lykke. "De gjorde et rigtig godt indtryk, og derfor tog vi dem som et junior-team. Nu har de fået tilbudt noget bedre, og jeg ønsker dem held og lykke," siger adm. dir. Martin Michael Hansen, Umwelt. Ud over DR og Sportmaster som Saatchi vandt i 2014 er bureauet også blevet hyret til at lancere Uffe Elbæks nye parti, Alternativet.

Skrevet af Finn Graversen, Bureaubiz


Inside the mind of Millenials (Danish)

News

De tilhører den mest efterspurgte erhvervsgruppe, og derfor er det så vigtigt at forstå de 18-35 åriges adfærd og præferencer, mener MSLGroup og Saatchi & Saatchi. De to søsterbureauer har af samme grund etableret Millennial Lab.