Millennials og søgen efter sundhed

Sundhed er ikke, hvad det har været, fristes man til at sige. Måden krop og sundhed bliver fremstillet på i medier er samtidigt et samtidsbillede på den generation, der dyrker det.
Efter vores 4. Millennial Lab workshop kan vi slå fuldstændig fast, at der er et større fokus i dag på at dyrke motion, spise sundt og holde øje med sygdomstegn. Studier viser, at Millennials bliver ældre, og vores interviews beviser, at de har en langt større bevidsthed omkring sundhed.


Sundhed vs. skønhed
Sundhed er mange ting. Sundhed er at have det godt, at være sygdomsfri, at være mentalt frisk, at føle sig smuk og godt tilpas og at undgå at ”falde” i. Så mange definitioner blev udtrykt af vores deltagere.
I dag kan man ikke snakke Millennials og sundhed uden at komme omkring insta-chiafrø-post-træning-præ-wellness-kulturen. For selvom de færreste deltagere kunne identificere sig med at dyrke wellness i klassisk forstand, er den måde, man dyrker sundhed på stadig et klart signal til omverden om, at der er tjek på livet.


For denne generation er et skønhed og selvkontrol lig med den sunde livsstil. Men jo flere lineal-lige bærstreger, der dukker op på ens instagram feed desto større bliver presset om, selv at skulle kunne udvise samme kontrol i livet.


Vi må desværre også konstatere, at selvom Millennials tilsyneladende har sunde kroppe, gælder det samme måske ikke om sunde sind?
Måske er det derfor, at man i dag hylder reklamer, der gør op med det perfekte ideal. Når vores deltagere beskriver det ”at falde i”, betyder det reelt set, ”ikke at leve op til samfundets og sin egne idealer”. Der er altså brug for brands, der sætter fokus på diversiteten og nuancerne omkring sundhed. Her opstår der mulighed for at give Millennials et pusterum, og samtidigt skabe længerevarende forhold til dem som forbrugere.


Palæo, LCHF, 2:5, Endomondo, Kemiluppen
Millennials er vokset op i en tid, hvor sandheden bliver stadigt mere relativ og alle har lidt ret. En kur med stringente regler eller selftracking apps der måler giver Millennials et fokus og et fast holdepunkt. Med medierne, der konstant spytter nye ”sundhedsartikler” ud med den ene ”ekspert” efter den anden, og hvor clickbait trumfer information, har man brug for noget at sigte efter.

Ud fra vores Millennial Lab workshop kunne vi ikke blive enige om en definition på kropslig og mental sundhed. Vi prøvede faktisk heller ikke. I nogens øjne er sundhed, når man har det godt og ikke er sygdomsramt, for andre handler det om 3 løbeture om ugen og en nøje udregnet diæt. Til gengæld kan vi konkludere, at generation Millennials er dybt påvirket – direkte og indirekte – af mediernes fremstilling af, hvad der er sundt, skønt, rigtigt og forkert. Og ansvaret hviler dermed på Millennials selv, som nutidige og fremtidige medarbejdere, med at påvirke medierne i den rigtige retning.